Signe Gårsdal Lauridsen
__________
__________
__________
Jeg stiftede Pay Leadership i september 2026 efter mere end ti år som specialist inden for Compensation & Benefits, og de seneste 5 år som Head of Total Rewards.
Mit arbejde er at rådgive og træne HR og de ledere, der fastsætter medarbejdernes løn - ofte i tæt samspil med Finans. Jeg arbejder dér, hvor reward-strategien skal oversættes til praksis og forankres hos lederne.
Konkret arbejder jeg med tre dele af et salary review: Strukturen bag beslutningen, selve fordelingen af lønreguleringspuljen og den samtale, lederen skal holde bagefter.
Min tilgang er pragmatisk og involverende.
Jeg har bygget jobstrukturer fra bunden i JYSK og Blue Water Shipping og trænet både HR og lederne i at placere virksomhedens job ensartet i strukturen.
Udformning af lønrammer oven på jobstrukturen afhænger i høj grad af virksomhedens forretningsstrategi, og derfor findes der ikke én metode - jeg har afprøvet fire gennem min karriere. Senest har jeg finpudset min egen pragmatiske metode: Rammerne dannes i samspil med ledere og direktion, og de holder, uanset om der er fuldt benchmarkdata eller næsten ingen.
Jeg har kørt salary review fra ende til anden hos Blue Water Shipping, Grundfos og Colgate-Palmolive - fra lønreguleringspuljens størrelse til kalibreringsmøderne og de lønforskelle, der skulle håndteres.
Mit fokus lå på kalibreringen, fordi den gav overblik over fordelingen på tværs af teams og sikrede ensartede beslutninger - at de samme argumenter vejede det samme, uanset hvilken leder der sad med dem.
Jeg har drevet processen i SuccessFactors, men også manuelt i Excel og SharePoint.
Jeg har trænet ledere gennem hele min karriere - fra de danske ledere i Grundfos til alle lederne i JYSK og Blue Water Shipping.
Jeg har selv haft personaleansvar og sat lønnen for mine egne medarbejdere, både ved ansættelse og til det årlige salary review. Nogle lønsituationer giver samtaler, der er meget svære - og enkelte, der ikke kan landes godt, uanset hvad lederen siger. Derfor har jeg bygget min træning op om forberedelsen - at kende de svære situationer, før de opstår i samtalen med medarbejderen.
__________
Hos JYSK byggede jeg Total Rewards-funktionen op fra bunden og gjorde koncernen klar til direktivet om løngennemsigtighed i 21 EU-lande på ét år med fokus på jobstruktur, lønrammer og ligeløn
Hos JYSK stod jeg bag træning af 3.000 ledere på tre måneder i en kaskade i tre led, båret af otte rollespilsøvelser frem for undervisning
Hos Blue Water Shipping byggede jeg lønrammer for 30 lande på tværs af 10 funktioner og 12 niveauer, med både fuldt benchmarkdata og næsten ingen data - mere end 2.000 lønrammer
Hos Grundfos trænede jeg de danske ledere i salary review-processen med fokus på forståelsen bag lønreguleringspuljen og lønrammerne
__________
__________
__________
Jeg bor i Skanderborg med min mand og vores to børn. Oprindeligt er jeg fra Birkerød nord for København, og efter ti år i det østjyske er jeg godt etableret - også næsten med 'accenten'.
Fritiden går med mad, rejser, ski, dans og diverse kreative sysler.
Jeg fik job inden for Compensation & Benefits, fordi jeg benytter enhver lejlighed til at lave budgetter i Excel. Men jeg fandt min hylde, da jeg kunne sætte strukturgenet og kreativiteten sammen: at oversætte fagsproget til pragmatisk træning, lederne kan bruge dagen efter.
Det, der driver mig, er samarbejdet. Fagligheden har jeg med - men de forløb, der er lykkedes bedst, er dem, hvor begge parter lagde noget på bordet. Jeg er i øvrigt elendig til poker, da jeg mener, man kommer længst med ærlighed.